You are here

Lavbundsareal

Retningslinjerne skal sikre, at de udpegede lavbundsarealer reserveres til fremtidige naturområder, forbedring af vandmiljøet og bidrag til klimatilpasning og CO2 reduktion.
 

Retningslinjer

§ 3.5.1 I det åbne land skal de udpegede lavbundsarealer så vidt muligt friholdes for byggeri, anlæg og terrænregulering herunder med jordopfyldning, med mindre det kan dokumenteres at det er erhvervsmæssigt nødvendigt for jordbrugsdriften. Nødvendigt byggeri, anlæg og terrænregulering skal placeres og udformes, så det ikke forhindrer den naturlige hydraulik i området og så vidt muligt ikke hindrer, at et lavbundsareal i fremtiden kan genetableres som vådområde, eng og/eller til opstuvning af overfladevand som led i klimatilpasning..

§ 3.5.2 På arealer som allerede har status af vådområde eller som potentielt kan genoprettes til vådområde, kan der gennemføres undersøgelser og projekter i samarbejde med berørte grundejere med det formål at vurdere naturpotentialet, at undersøge effekten af udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet, skabe mulighed for reduktion af CO2 udledning og/eller understøtte tiltag med klimatilpasning.

§ 3.5.3 I by- og sommerhuszone er de udpegede lavbundsarealer udtryk for opmærksomhed omkring lavninger, hvor der kan være potentiel risiko for problemer med vand, hvilket der skal tages højde for ved fremtidigt byggeri og anlæg. Der henvises til retningslinjer under emnet Klimatilpasning.