You are here

Skov

Retningslinjerne fastlægger, hvor skovrejsning skal fremmes ud fra en samfundsmæssig helhedsbetragtning. Desuden fastlægges, hvilke områder der af hensyn til natur og landskab skal friholdes for skov.
 

 

§ 3.3.1 Den primære skovrejsning skal ske inden for de udpegede skovrejsningsområder (positivområderne), som led i at øge skovarealet i kommunen.  Skovrejsningsområderne er udlagt så de samtidig kan fungere som bynære rekreative områder, bidrage til beskyttelse af grundvandet eller CO2 reduktion og/eller en øget biodiversitet.

Skovrejsning inden for positivområder er uanset denne udpegning underlagt anden lovgivning, herunder beskyttelseshensyn i naturbeskyttelsesloven og museumsloven.

§ 3.3.2 Inden for de områder, hvor skovrejsning er uønsket (negativområderne), må der som udgangspunkt ikke plantes skov.

Negativområder indenfor graveområder i regionens råstofplan er udtryk for at disse områder skal udvikles til lysåben natur, når råstofressourcen er udnyttet.

§ 3.3.3 Skovrejsning uden for de positivområder kan finde sted ved en konkret vurdering. Her vil der ske en afvejning af lokale landskabs- natur- og bevaringshensyn samt skovplantningens positive effekt herunder rekreative interesser samt bidrag til reduktion af CO2 udledning og beskyttelse af grundvand.

§ 3.3.4 For at fremme biodiversiteten vil kommunen sammen med lokale aktører og grundejere arbejde for at eksisterende og fremtidige skove har en høj grad af artsvariation, og at der sikres områder med urørt skov.