Specifikke rammer for lokalplanlægningen

Efter planlovens § 11, stk. 2 nr. 3 skal kommuneplanen indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele af kommunen. I rammerne for lokalplanlægning fastlægges de mere detaljerede bestemmelser for udviklingen af de enkelte områder, og kommuneplanens rammebestemmelser er således bindeleddet mellem kommuneplanens hovedstruktur, temaer og retningslinjer og lokalplanerne. Gennem lokalplanlægningen får kommuneplanen bindende virkning for kommunens borgere og/eller grundejere.

Kommunen vil desuden administrere efter rammebestemmelserne i de områder, hvor der ikke er en lokalplan, og hvor et byggeri eller lignende er af mindre omfang, så der ikke kræves lokalplan. Rammerne er dermed også styrende for, hvilke tilladelser kommunen vil give, f.eks. med hensyn til anvendelsen, bebyggelsens maksimale højde, bebyggelsesprocent og lignende.

Hvis området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt er det dog bestemmelserne i disse, der er bindende, og som kommunen vil administrere efter.  Eksisterende byplanvedtægter, lokalplaner og servitutter er fortsat gældende uanset hvad, der står i rammerne. De kan kun ændres med gennemførelse af en ny lokalplan, der erstatter de gamle planer mm.

Rammebestemmelserne garanterer ikke en grundejer en bestemt maksimal udnyttelse af sin grund. Byrådet kan frit (og erstatningsfrit) indskrænke rammerne i en lokalplan, men ikke udvide rammerne i en lokalplan.