Målet er, at der fortsat er et aktivt landbrug i Roskilde Kommune. Nyt landbrugsbyggeri skal placeres og udformes på en måde, så der ud over landbrugserhvervets udviklingsmuligheder også tages hensyn til naboer, landskabsværdier, natur og miljø samt til de øvrige udviklingsinteresser i kommunerne såsom byudvikling, andre erhverv, infrastruktur mv.
Læs mere
Størstedelen af kommunens samlede areal dyrkes som landbrug. Der er mange små landbrug under 20 hektar, men de store landbrug optager over halvdelen af landbrugsarealet.
Husdyrproduktionen er ikke fremtrædende i kommunen og er fordelt med få store husdyrbrug og et større antal mellemstore og små husdyrbrug. De store husdyrbrug er koncentreret i den sydlige del af kommunen, hvor den største nuværende husdyrbedrift ligger øst for Ramsølille. Kortet viser fordelingen af størrelse og typer af husdyrbrug i 2018.
Roskilde Kommune har pligt til at vurdere mulighederne for at udpege konkrete områder, som er særligt egnede til de helt store husdyrbrug. Disse er kendetegnet ved at have over 500 dyreenheder. Vurderingen skal basere sig på en lang række forhold, herunder naturhensyn, landskabelige forhold, grundvandsbeskyttelse, fredninger, råstofgravning samt afstand til boligbebyggelse og sommerhuse af hensyn til lugtgener. Udpegningen skal samtidig være udtryk for, at her vil kommunen aktivt arbejde for at understøtte industrilignende landbrugserhverv.
Kommunen har foretaget en screeening med udgangspunkt i afstandskrav til nærmeste bebyggelse og afvejning af de mange arealinteresser i det åbne land. Denne screening viser, at der kun er meget få og ganske små arealer, som potentielt kunne udlægges som positivarealer. Disse arealer er ikke sammenfaldende med de eksisterende større husdyrbrug i kommunen. Samtidig er der en tendens til at husdyrproduktionen er faldende, og kommunen modtager ikke nye ansøgninger om udvidelse af eksisterende husdyrbrug. På den baggrund har kommunen fravalgt at udpege positivområder til store husdyrbrug, da en sådan udpegning ikke ventes at have en reel positiv betydning for landbrugserhvervets udviklingsmuligheder.
Uanset den manglende udpegning til store husdyrbrug i kommuneplanen, vil der imidlertid til enhver tid kunne ske udvidelse af husdyrbrug på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte brug. Dette sker med afsæt i gældende regler i landbrugs- og miljølovgivningen.
I Roskilde Kommune vil det primært være byudviklingen, der sætter landbrugsarealerne under pres. Landbrugsarealer udnyttes til byformål, og byen rykker tæt på husdyrbrug, hvilket kan give anledning til nabokonflikter især i form af lugt. Samtidig vil en voksende bybefolkning efterspørge øgede friluftsmuligheder tæt på byen, typisk i form af nye skove og naturområder.
Ud over fødevareproduktion har landbruget en central rolle som forvalter af det åbne land. Det er den tidligere landbrugsdrift, der i høj grad har skabt de landskabelige, kulturhistoriske og naturmæssige værdier, og et fortsat aktivt landbrug er afgørende for at fastholde landskabets karakter af landbrugslandskab.
I intensivt dyrkede landbrugsområder er naturen henvist til mindre arealer, der bliver tilovers mellem markerne. Det er af stor betydning, at mængden og kvaliteten af disse småbiotoper øges, bl.a. i form af levende hegn. Endvidere er de lavtliggende, ofte mindre dyrkningssikre arealer mulige naturområder.
Roskilde Kommune ønsker at etablere gode samarbejder med landbrugets aktører, blandt andet om konvertering af marginaljorder til natur og skovrejsning, som også kan bidrage til reduktion af CO2 udledning samt til klimasikring og vandhåndtering. Desuden ønskes samarbejderom forvaltning af naturarealer og om udvikling af adgangen til landskabet.