Landskab

Retningslinjerne skal sikre, at de karakteristiske sammenhængende landskaber og landskabselementer bevares.

Bevaringsværdige landskaber

§ 3.1.1 Inden for de udpegede bevaringsværdige landskaber må der kun meddeles tilladelse til byggeri, anlæg, ændret arealanvendelse eller ændret tilstand af et areals karakter i øvrigt, såfremt det kan begrundes ud fra væsentlige samfundsmæssige hensyn, og det ud fra en konkret planmæssig vurdering kan ske uden at forringe de særlige landskabsværdier, som ligger til grund for udpegningen, eller muligheden for at styrke og genoprette disse værdier.

Ændringer kan ske som led i forbedring af områdernes landskabsværdier eller i medfør af allerede gældende bestemmelser i en fredning, lokalplan eller byplanvedtægt.

§ 3.1.2 Tilgængeligheden til de udpegede bevaringsværdige landskaber og mulighed for oplevelse og forståelse af landskabsværdierne skal søges opretholdt eller forbedret blandt andet gennem koordinering med kommunens stiplanlægning.

Øvrige områder

§ 3.1.3 For hele landområdet gælder, at der skal tages særlige landskabelige hensyn, når der er visuel sammenhæng til kysten. Udkigskiler bør så vidt muligt friholdes for anlæg, byggeri og ændret arealanvendelse.

§ 3.1.4 For hele landområdet gælder, at ændringer i arealanvendelsen som f.eks. skovrejsning og naturgenopretning skal ske under hensyn til de landskabelige værdier og karakteristiske landskabstræk. Skovrejsning vil dog være tilladt inden for de udpegede skovrejsningsområder.