Den opgjorte restrummelighed viser, at der ikke er behov for de store planændringer for at sikre handel- og erhvervslivet.
I Fingerplan 2019 indgik en mindre udvidelse af Roskildefingeren, som betyder at arealer langs Ringstedvej-Lindenborgvej nu kan overdrages til byzone. Området inddrages til erhverv med mulighed for pladskrævende varegrupper og omfatter allerede eksisterende erhvervsområde, som i dag ligger i landzone. Planlægningen skal bidrage til at fx større butikker med pladskrævende varegruppe kan finde en anden placering og frigøre plads til byfortætning.
For at understøtte Musicon og fortætning på Køgevej/Sdr. Ringvej udvides rammen for detailhandel inden for de to handelscentre. På Køgevej/Sdr. Ringvej skal det sikre, at den nuværende dagligvarebutik kan udvides samtidig med, at der gøres plads til flere små butikker.
I Gundsømagle og i Himmelev udtages to erhvervsområder af planlægningen og overgår til boligformål. Det allerede eksisterende erhvervsområde i Gundsømagle fastholdes og fremtidig boligudbygning skal respektere gældende miljøgodkendelser. Arealet i Himmelev ligger på Klosterengen omgivet af boliger og på en attraktiv beliggenhed med udsigt over Roskilde.
Perspektivområde vest for lufthavnen flyttes til placering syd for Gadstrup Erhvervspark, da nye krav i planloven foreskriver at ny byvækst skal ligge i direkte tilknytning til eksisterende byzone.
I planloven indgår også krav om udlæg af konsekvenszoner omkring områder forbeholdt produktionserhverv. Idet kommunens erhvervsområde alle er sammensat af blandede erhvervstyper er der ikke udpeget konsekvenszoner i kommuneplanen.