Et velbesøgt overnatningsstede er vandrehjemmet på Roskilde Havn. Herudover findes der hoteller i Roskilde og i Jyllinge, samt Viby Kro i den sydlige del af kommunen.
Nye overnatningsanlæg bør generelt placeres i byområdet, hvor udbuddet af service, oplevelser og trafikbetjening er stort. Flere rammeområder i Roskilde by indeholder derfor mulighed for hotel, herunder på Musicon. Det er desuden målet, at en fremtidig planlægning for området ved Ny Østergade kan rumme såvel konferencefaciliteter som hotel.
Indretning af vandrerhjem og ferielejligheder i eksisterende bygninger i landzone kræver landzonetilladelse. Ved afgørelsen vil Roskilde Kommune blandt andet lægge vægt på natur- og landskabshensyn samt behovet for nærhed til offentlig trafikforsyning, bysamfund, stisystemer, støj m.v. Indretning af ferielejligheder kræver desuden udlejningstilladelse efter sommerhuslovens regler om erhvervsmæssig udlejning. Praksis har været, at der typisk ikke vil blive give tilladelse til mere end 10 ferielejligheder i en overflødiggjort driftsbygning. Det er i alle tilfælde en forudsætning, at ejeren bor på ejendommen.
Fritids- og sommerhuse skal som udgangspunkt, placeres inden for udlagte sommerhusområder. For at understøtte turismeerhvervet, vil der i forbindelse med udarbejdelsen af nyt administrationsgrundlag for landzonesagsbehandling, blive set på mulighederne for at give landzonetilladelse til nye fritidshuse og udvidelse af eksisterende fritidshuse/sommerhuse i det åbne land. Dette vil ske efter en konkret vurdering, herunder med hensyntagen til landskabs-, natur- og kulturværdier, infrastrukturelle forhold og uden støjgener for omgivelserne.
Kommuneplanen giver mulighed for vandrehjem i Hedeland. Der er udlagt areal til nye campingpladser. Hvis der opstår ønske om en ny campingplads forudsætter det et tillæg til kommuneplanen. Primitive teltpladser og shelters i princippet kan placeres overalt, hvor det ikke skader beskyttelsesinteresser.