Derfor er der både stort potentiale og mange fordele for at gøre bæredygtige trafikformer attraktive og mindske biltrafikken i de centrale bydele. Færre biler i Roskilde bymidte og på indfaldsveje vil øge fremkommeligheden for busserne og samtidig give plads til cykler, gående og byliv.
Roskilde Kommune vil arbejde for en samlet trafik- og mobilitetsplan for Roskilde Midt, hvor transport skal ses i sammenhæng med byliv og fortætning. Her skal der være særligt fokus på indfaldsvejene som porte til Roskilde bymidte samt på attraktive forbindelser på tværs af byen for alle transportformer.
Strategi for bydelene
Cyklistplanen (link) indeholder byrådets mål for at fremme cykling i Roskilde. I Roskilde Midt skal særligt et net af stjernestier øge mulighederne for at cykle til centrale mål for derved at nedbringe antallet af korte bilture. Derudover skal nettet af supercykelstier med udgangspunkt i Roskilde Station udvides.
Roskilde Station skal styrkes som attraktiv pendlerstation og som regional knudepunkt for den kollektive trafik. Roskilde Kommune arbejder for at antallet af daglige afgange ikke reduceres samt at adgangsforhold og skiftemuligheder mellem transportformer er så nemme og attraktive som muligt.
Roskilde Kommune ønsker at minimere biltrafikken gennem Trekroner ved at lede trafikken til og fra motorvejen uden om Trekroner. Det vil gøre det lettere for øvrige bilister at komme til pendlerparkeringen ved Trekroner Station ad eksisterende vejnet. Der er derfor udlagt areal til en ny vej nord og øst om Trekroner mellem Østre Ringvej og Holbækmotorvejen. Gode adgangsforhold og flere pendlerparkeringspladser skal gøre det attraktivt for bilister at skifte til tog på Trekroner Station.
I forbindelse med et konkret vejprojekt eventuelt rykker nærmere, vil der blive igangsat en trafikanalyse, der vurderer behovet og effekten af en ny vej nord og øst om Trekroner. En analyse vil blandt andet afdække det aktuelle trafikmønster, belastning og kapacitet på det nuværende vejnet samt vurdere de trafikale konsekvenser og effekter på det omkringliggende vejnet. I en sådan analyse bør der, tages højde for en kommende Frederikssundsmotorvejs effekt. Der vil også blive set på mulige alternativer i den fase.
Der udlægges desuden areal til en højklasset cykel- og busforbindelse mellem Trekroner Station og Risø forskerpark kaldet ’Campusstien’. Forbindelse vil eventuel blive aktuel i forbindelse med realisering af planerne om en ny forsknings- og erhvervsklynge ved DTU Risø Campus. Den viste linjeføring er meget principiel, og har alene til formål at vise mulig forbindelse mellem Risø og Trekroner - herunder Trekroner Station. Ønsket er at stien skal kobles til det øvrige stinet i og omkring Trekroner, og bustracéet indgå som en del af det kollektive trafiknet. Tracéet er ikke detailplanlagt og den endelige linjeføring vil blive fastlagt i en forudgående dialog med grundejere og interessenter.
Københavnsvej er en vigtig indfaldsvej til Roskilde, som skal være med til at sikre, at byens erhvervsområder fortsat er attraktive. Samtidig er Københavnsvej en vigtig port til Roskildes historiske bymidte og derfor arbejder Roskilde Kommune for, at sikre god adgang for den tunge trafik fra motorvejen, som aflaster Københavnsvej. En forbindelse mellem Navervænget og rundkørslen ved Østre Ringvej skaber en mere direkte adgangsvej til erhvervsområdet, som blandt andet rummer ARGO og flere industrivirksomheder.
For at forbedre busfremkommeligheden på Københavnsvej, arbejder Roskilde Kommune på at skabe god trafikinformation, busprioritering og forbedret faciliteter ved stoppesteder på linje 123, som forbinder mange store virksomheder mellem Roskilde Station og Glostrup. Københavnsvej skal ligeledes være linjeføring for supercykelsti mellem Roskilde og København, kaldet Roskilderuten.
Musicon skal være en levende og kreativ bydel, som samtidig er et laboratorium for bæredygtige transportformer. Udbygningen sker efter mobilitetsplanen (link) for området, hvor målet er, at bæredygtig trafik skal udgøre mindst 65 % af alle ture til og fra området. Musicon er derfor bundet tæt sammen med Roskilde Station via en højklasset A-bus samt en attraktiv gang- og cykelsti, kaldet Musiconstien. Roskilde Kommune arbejder for at føre Musiconstien videre ad en ny stibro over Holbækmotorvejen, så festivalområdet og dyreskuepladsen ligeledes kan bindes bedre sammen med byen. Når stibroen er etableret, vil parkeringsarealer syd for motorvejen kunne bruges ved arrangementer både på dyrskuepladsen og på Musicon.
Med udbygningen af boliger i Vindingen Vest og Vindinge nord vil der komme en naturlig stigning i trafikken. Roskilde Kommune vil følge den trafikale udvikling tæt for bl.a. at sikre gode oversigtsforhold og hastighedsdæmpende tiltag. Samtidig anlægges der seperat stisystemer for bløde trafikanter - både internt i de nye boligområder samt opgradering af og tilkobling til det eksisterende stinet.
I forbindelse med en kommende udvikling at Sankt Hans Vest vil Roskilde Kommune udarbejde en helhedsplan, der skitserer den interne trafik i området. Der arbejdes for at lede den kørende trafik mellem Sankt Hans Vest og motorvejsnettet via Bjergmarken, Låddenhøj, Holbækvej og Hyrdehøjvestvej. For de cyklende vil Bistrup Allé og Boserupvej og videre via Sankt Hans Gade være den primære rute til bymidten.
Svogerslev har et godt vej- og stinet, som underbygger byens udvikling. Roskilde Kommune vil arbejde på at underbygge den eksisterende stistruktur i Svogerslev, for at sikre de trygge skoleveje og adgange til de rekreative arealer. Roskilde Kommune arbejder for at etablere en stitunnel under Lindenborgvej, som vil sikre at skolebørn og indbyggere i Svogerslev kan cykel og gå sikkert og trygt til Lynghøjsøerne.
Det er samtidig ønskeligt at begrænse den gennemkørende trafik ved fx at forlænge Industrileddet frem til Lindenborgvej, så trafik til og fra boligområderne i den vestlige del af Svogerslev får en mere direkte forbindelse til det overordnede vejnet.