Roskilde Kommune skal være med til at reducere udledningen af CO2. Det kan blandt andet gøres ved at kommunen i højere grad bliver forsynet af vedvarende energi. I henhold til Strategisk Klima- og Energiplan 2019-22 bliver der arbejdet for at Roskilde Kommune er CO2 neutral i 2040. Vedvarende energikilder som solcelleanlæg og vindmøller indgår derfor som en del af planlægningen, men uden konkrete udpegninger i kommuneplanen. I stedet skal anlæg fremmes gennem lokale initiativer og partnerskaber, så der bliver skabt lokalt ejerskab og forankring.
Mere om vindmøller og solenergi
I 2023 findes der i Roskilde Kommune i alt 15 vindmøller, som før eller siden skal udskiftes grundet alder. Byrådet ønsker at fastholde og om muligt øge produktionen af vindenergi inden for kommunens egne grænser, hvorfor planlægningen skal muliggøre opstilling af store vindmøller.
De eksisterende vindmøller har en maksimal højde på 65 meter, mens nye møller i dag oftest er over 125 meter for at sikre bedst udnyttelse af vinden. Nye og større vindmøller er hermed også langt mere effektive og producerer væsentlig mere strøm end de gamle møller.
Der gælder i dag regler for planlægning og tilladelse til opstilling af vindmøller, som er beskrevet i den statslige vejledning fra 2022 (Vejledning om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller). En af de væsentligste grundregler er, at der skal være en afstand på
4 gange møllens totalhøjde til nærmeste boliger. Det vil sige at en vindmølle på 150 meter afkaster en respektafstand på 600 meter.
Opstilling af større vindmøller over 25 meter kræver udpegning af egnet areal i kommuneplanlægningen. Endvidere skal der udarbejdes lokalplan og miljøvurdering, da store vindmøller oftest er et stort indgreb i det eksisterende landskab. I Kommuneplan 2019 er der ikke udpeget specifikke arealer til store vindmøller. I stedet skal udpegning ske på baggrund af lokalt forankret initiativ, og uden for kortets negativudpegning. Herefter vil der gennem et tillæg til kommuneplanen blive udarbejdet det nødvendige plangrundlag. VIROS er et eksempel på et lokalt initiativ, som søger at fremme produktion af vindenergi inden for kommunens grænser.
I september 2019 blev tidligere maksimal højde på 150 meter for store vindmøller ophævet og størrelsen af store vindmøller er derfor nu alene betinget af lovbundne afstandskrav samt en konkret faglig og politisk afvejning af andre interesser.
På baggrund af en konkret vurdering kan der gives landzonetilladelse til husstandsvindmøller, dvs. små, enkeltstående møller med en totalhøjde på max. 25 meter, der opstilles i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse i det åbne land. Ved totalhøjde forstås højden målt til vingespids, når spidsen er højst over terræn.
Det vil være en forudsætning, at der tages størst mulig hensyn til nabobeboelser og til de øvrige interesser, der er knyttet til det åbne land, herunder natur, landskab, kulturhistoriske værdier, jordbrug og råstofindvinding, ligesom møllers forhold til andre tekniske anlæg i det åbne land skal vurderes.
I kystnærhedszonen (3 km zone langs Roskilde Fjord) og i de regionale friluftsområder skal der vises særlig stor tilbageholdenhed med opstilling af vindmøller. Samme forhold gør sig gældende inden for Nationalpark Skjoldungernes Land.
Opstilling af vindmøller i nærheden af et internationalt naturbeskyttelsesområde (Natura 2000-område) forudsætter, at projektet ikke vil skade områdets dyre- og planteliv, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse om de internationale naturbeskyttelsesområder.
Ved opstilling af vindmøller i nærheden af lufthavnen skal de højdebegrænsende indflyvningsplaner omkring lufthavnen respekteres. I områder med overordnede radiokædeforbindelser eller maritime radioanlæg, må der ikke meddeles tilladelse til opstilling af vindmøller, hvis dette kan forstyrre transmissionen af radiosignaler. Oplysninger om de overordnede radiokædeforbindelser og relevante radiooperatører kan fås Erhvervsstyrelsen .
Da husstandsmøller ikke påvirker omgivelserne på samme måde som de egentlige vindmøller, er de undtaget fra vindmøllecirkulærets krav om opstilling i grupper og krav om afstande i forhold til nabobeboelse.
Roskilde Kommune oplever et større og større ønske om at etablere store vedvarende energianlæg i det åbne land. Samtidig er der en række andre interesser, der skal varetages i det åbne land, herunder fredede arealer, kystnærhed og bevaringsværdige landskaber.
Større solenergianlæg i det åbne land, skal placeres udenfor negativudpegningen og kræver udarbejdelse af en lokalplan og kommuneplantillæg med tilhørende miljøvurdering samt krav om offentlig høring. For at sikre de omkringliggende omgivelser mod visuelle gener, vil der blive stillet krav om afskærmende beplantning, placering og maksimal højde af solpaneler samt forudgående dialog med lokalområdet.
I tilknytning til Risø er der mulighed for test af vedvarende energianlæg, herunder vindmøller og anlæg til produktion af solenergi. Dette gælder arealer på vestsiden af Frederiksborgvej i direkte tilknytning til Risø DTU samt på arealer inden for lokalplanlagt område for Risøpark. Her er der i henhold til lokalplanen mulighed for midlertidig opstilling af testanlæg.