Gadstrup, Snoldelev og Vor Frue
Efter mange års stilstand har kommunen nu udlagt to perspektivområder til ny boliger i henholdsvis Gadstrup og Vor Frue. Det sker med baggrund i støjanalyse udarbejdet af Københavns Lufthavne i forbindelse med revision af fingerplanen i 2019. Analysen viser at Vor Frue og den vestlige del af Gadstrup ikke vil være støjpåvirket selv ved en fuld udbygning af lufthavnen. Staten har dog endnu ikke givet accept af boligudbygningen, hvorfor områderne i første omgang kun er udlagt som perspektivområder. Kommunen arbejder fortsat for at fremme boligudbygningen i de to byer.
I Gadstrup og Snoldelev er der herudover igangsat en række aktiviteter, som følge af at de to byer er udnævnt som samlet ZebraBy i 2019-20. ZebraBy er et projekt, der handler om at udvikle områder gennem gode ideer og samarbejde på tværs af lokalområdet. Der lægges vægt på, at ideerne skal gro frem, inspireret af hverdagen og livet i området.
Gadstrup Erhvervspark skal fortsat forbeholdes tungere industri med særlige beliggenhedskrav. I området er der stadigvæk enkelte ledige arealer, hvor nye virksomheder kan henvises til.Skal erhvervsparken udvides på sigt skal det ske syd for Salløvvej.
Roskilde Lufthavn
Området ved Roskilde Lufthavn er udlagt til lufthavnsrelaterede erhverv, hvilket blandt andet omfatter virksomheder inden for flyudlejning, flyværksteder, rejsearrangører, flyveskoler, rute- og charterselskaber mv. Lufthavnen er et aktiv for kommunen, men betyder samtidigt at der er restriktioner mod støjfølsom anvendelse i et stort område omkring lufthavnen.
Landsbyerne
Det er væsentligt at landsbyerne bevares som levedygtige bosteder for kommunens borgere. Kommuneplanen indeholder derfor nu en strategi for landsbyernes udvikling, og 21 landsbyer indgår fremadrettet i kommunens samlede bymønster.
Mange af landsbykernerne har endnu spor af de oprindelige vejforløb, forter og gadekær, og også sammenhængen til landsbyens oprindelige jorder (ejerlavet) kan de fleste steder aflæses tydeligt i landskabet. Særligt landsbyerne Darup, Tjæreby og Salløv har kulturhistorisk interesse.
I landsbyerne kan der tillades nye boliger i begrænset omfang; enten enkeltvis som huludfyldning i en eksisterende husrække eller efter en samlet lokalplan, som fastlægger bebyggelsesmulighederne og den endelige afgrænsning af landsbyen. Håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, lager og kontor kan indrettes i overflødiggjorte bygninger.